Hej Alle sammen
Så er jeg ved at være ved vejs ende, så nu kommer mit sidste blogindlæg. Nu er det tid til at se tilbage på mit store eventyr her på Filippinerne. Jeg tog af sted den 30. juli fra Brøndby og var både nervøs og spændt på det jeg skulle opleve. Allerede fra dag 1 har jeg modtaget nye indtryk som skulle bearbejdes. Alle jer der læser dette indlæg ved udmærket godt hvor stort et familiemenneske jeg er og derfor har det også været en stor udfordring at skulle undvære min familie og mine venner. Jeg har på det her halve år været igennem en personlig rutsjebanetur. Det vigtigste var, at skabe en hverdag for mig selv så jeg ikke sumpede hen på mit værelse. Jeg gik på arbejde hver dag fra kl. 8.30-15 og trænede i fitnesscenter helst et par gange om ugen. Jeg har også brugt en del af mine weekender og ferie på at rejse rundt, både på filippinerne og var også en uge i Singapore. Der har boet ret mange danskere her på ”Grillen” så nogle gange havde jeg også brug for at være mig selv og koble af inde hos mig selv.
Inden jeg tog af sted var jeg lidt spændt på hvordan det skulle gå med Marlene og jeg, når nu vi skulle bo på værelse sammen i så lang tid og faktisk ikke kendte hinanden så godt. Det er gået over al forventning, heldigvis. Vi har været gode til at give hinanden plads og samtidig også støttet hinanden i de dårlige perioder. Vi er kommet rigtig tæt på hinanden og rejser herfra med et godt venskab, så det er bare super dejligt, hehe.
Rent arbejdsmæssigt har der også været op og nedture. I starten observerede vi meget og prøvede at finde ud af hvor vores plads var og hvordan det hele fungerede. Jeg blev måske lidt overrasket over hvor svært det var at få tillid til børnene i starten men når jeg nu tænker tilbage, så er det egentlig ganske naturligt. Vi så jo både anderledes ud og talte et sprog de slet ikke forstod. Vi har hele tiden benyttet os meget af kropssprog for det var den eneste måde vi kunne kommunikere med dem på. I nogle situationer kunne det godt være meget frustrerende men med lidt samarbejde fra vores kollegaer så gik det hele. Inden vi stoppede dernede, havde vi et evalueringsmøde og det var egentlig en rigtig god måde at stoppe på. Vi fik gennemgået en masse pædagogiske problemstillinger og en masse andre relevante emner. De har helt sikkert lært rigtig meget af os men vi har i hvert fald også lært nogle ting af dem. Marlene og jeg kom til at snakke om hvor store fremskridt der er sket med nogle af børnene siden vi så dem første gang, det er helt utroligt.
Det var rigtig svært, at sige farvel til alle børnene da vi havde sidste dag. Først tog vi afsked med børnene nede til feeding, og det var lidt sværere en jeg først lige havde forestillet mig. Der var en lille familie, som vi havde snakket rigtig meget med igennem hele forløbet, som havde skrevet et lille brev til os hvor han skrev, at han håbede at vi ville huske ham og hans søskende når vi kom hjem til vores eget land for de ville huske os. Det var simpelthen så sødt, og den ene pige begyndte helt at græde da vi gik. Meget overvældende oplevelse, det rørte mig meget dybt. Pa vej tilbage til arbejdet sad vi i bilen som forstenede og kiggede ud af vinduet, vi prøvede nok at undgå hinandens blikke for tårerne pressede sig meget på. Det var også rigtig svært at sige farvel til børnene hjemme i vores daycare center. De forstod ikke rigtig at det var vores sidste dag og at vi ikke kom tilbage, sådan er det jo med små børn, hehe. Vi havde mest af alt lyst til at tage Justin, James og baby Brian med hjem i vores tasker. Vi havde fået et rigtig godt forhold til alle vores kollegaer og vi har haft rigtig mange dejlige stunder med dem. Vi har været så heldige, at vi har fået set Filippinerne på en helt anden måde end hvis man var turist. Jeg vil aldrig glemme alle de søde mennesker jeg har været sammen med i det her halve år.
Vi har fået en masse tøj hernede fra Vesterled børnehave som vi har været nede med på arbejdet og de blev helt vildt glade, de var så rørte over at de ville give deres tøj til dem.
Der er helt sikkert en masse ting jeg ikke får skrevet om i min blog, da jeg nok har lidt svært ved at finde hoved og hale i alle de følelser der render rundt i kroppen lige nu. Jeg tror først at jeg rigtig finder ud af en masse ting når jeg er hjemme igen. Jeg har helt sikkert rykket mig meget personligt mens jeg har været her, det har været rigtig godt for mig, at komme ud og stå på egne ben og klare mig selv. I nogle perioder synes jeg dog at jeg har været LIDT for langt væk hjemmefra, men det er jo også sundt at opleve, hehe.
Nytåret blev holdt på festøen Boracay sammen med en masse andre danskere som vi kender. Det regnede godt nok det meste af dagen men da vi nåede hen af aftenen blev det dog okay vejr. Vi var omkring 11 danskere der spiste sammen og vi kom hurtigt i godt humør. Vi havde købt nogle truthorn som larmede RIGTIG meget og vi gik nærmest som en parade ned ad stranden, det var i hvert fald ikke svært at høre os (Tror også vi skabte ret meget opmærksomhed). Det var en helt fantastisk aften og rigtig dejligt at tilbringe den med Maria. I starten boede vi på et rigtig fint hotel lige ned til stranden, men omkring den 2. jan flyttede vi ned til ham danskeren som jeg også boede hos sidst. Vores pengepung rakte ikke helt til flere dage i luksus, hehe.
Jeg har lige sendt Maria af sted til Danmark her i går, det var lidt svært at sige farvel for vi har virkelig haft nogle fantastiske uger sammen, men jeg ved også at vi ses lige om lidt igen. Marlene og jeg er begge meget klar til at komme hjem så nu skal dagene bare gå hurtigt, hehe. Jeg håber at solen vil kigge frem her de næste par dage så vi lige kan få opfrisket farven inden vi vender hjem, hehe. Ellers har jeg bare tilbage at sige tusind tak til alle jer der har læst på min blog og som har skrevet til mig, det har været super dejligt. Jeg glæder mig rigtig meget til at se jer alle sammen når jeg på onsdag igen befinder mig på dansk jord. JUBIIIIIII.
En sidste varm hilsen her fra Filippinerne
Helle
fredag den 16. januar 2009
tirsdag den 30. december 2008
Besøg fra Danmark
Hej Alle sammen
Så er jeg tilbage ved computeren igen. I går sendte jeg Heidi hjem til kolde Danmark igen, det var lidt svært men heldigvis ses vi jo igen om 3 uger, jubii.
Tiden er virkelig begyndt at gå hurtigt nu, de 12 dage Heidi har været her, er virkelig gået stærkt. Jeg har lidt svært ved at skrive om alle de ting vi har lavet, men vi har været nede på mit arbejde og besøge dem, det var vidst lidt af en oplevelse, at se hvordan størstedelen af befolkningen bor. Det er jo nogle gange en god ting, at have en guide der næsten er ved at være lokal så man får set hvordan Filippinerne er bag facaden.
Ja, og så blev det jo også jul på Filippinerne, hehe. Selv om vi kun havde et plastictræ, flæskesteg der var skåret i tern og 30 grader, så var det næsten som en dansk jul, hehe. Lille juleaften lavede vi julepynt, pyntede træ og spiste risengrød. Juleaftensdag var næsten som hjemme i Danmark, men jeg savnede dog duften af rødkål da jeg vågnede. Efter vi havde spist julemiddagen var vi til messe i kirken, den startede kl. 22 så det var lidt sent i forhold til hvad vi plejede, men med tidsforskellen, passede det faktisk med, at jeg var i kirke samtidig med familien i Danmark, lidt pudsigt.
Omkring midnat var det så tid til ris a la mande og derefter juletræsdans. Omkring 00.30 kunne vi begynde at pakke gaver op, det var en dejlig lang juleaften, hehe.
Jeg fik en rigtig skøn hue og nogle armbånd af Marlene, virkelig gode gaver. Af alle danskerne på ”Grillen” fik jeg en smart T-shirt. Jeg fik også en gave fra Lars, Maria, mor og far, virkelig dejligt at få noget hjemmefra, hehe.
Heidi og jeg plejer jo at være til julefrokost 1. juledag hos Moster B og Onkel I, men i år måtte de undvære os på lundegården. Vi holdte dog stadig julefrokost den dag, bare på ”grillen” med de andre danskere. Der var næsten alt det mad som man også får i Danmark, så vi var MEGET mætte bagefter.
2. juledag skulle vi af sted til Malapascua med Anna-Rosa, Jesper og Rasmus. Da det jo er Heidis fødselsdag, havde jeg fået mor til at sende en pose Quickboller med herned, så jeg var oppe klokken 6 om morgenen for at bage boller. Jeg fik vækket de andre piger og sammen vækkede vi Heidi med morgensang, det var en rigtig dejlig morgenfødselsdag, hehe. Da vi skulle af sted, begyndte det at regne helt voldsomt, så ikke engang på Filippinerne er man sikret sol på sin fødselsdag. Jeg hørte dog at solen havde skinnet derhjemme, hehe.
Selv om vi havde lidt skidt vejr på Malapascua, var det en rigtig dejlig tur. Det er virkelig en lækker ø med en dejlig hvid sandstrand. Den sidste dag vi var der, var solen fremme og Heidi kunne endelig få noget sol, så hun kunne være en smule brun når hun kommer hjem til Danmark. Vi kom tilbage her til Cebu igen den 28. december om eftermiddagen. Heidi blev forkølet da vi var af sted så hun fik lige en lille lur inden vi skulle på italiensk restaurant og spise hendes sidste middag her i Cebu. I går var vi på den sidste shoppetur inden turen gik hjem ad. Vi nåede dog lige at blive klippet af Marlene, skulle jo være smarte her til nytår, hehe. Efter Heidi var taget af sted stod den på oprydning på vores værelse, vi checker nemlig alle sammen ud her i dag og i morgen, så alle værelser skulle ryddes helt. Jeg kommer dog tilbage hertil igen den 8. januar med Maria så der lejer jeg mig bare ind indtil jeg skal hjem (Det var lidt billigere, hehe).
Om et par timer skal jeg så i lufthavnen igen og hente Maria. Det bliver skønt at se hende igen. I morgen formiddag tager vi så til Boracay og holder nytår med de andre danskere som er taget af sted i dag. Vi skal være på Boracay indtil den 8. januar.
Jeg regner ikke med, at der kommer flere blogindlæg før det sidste som jeg skriver inden jeg tager hjem til Danmark.
Marlene har lagt en video ud på google fra juleaften, så her er et link hvis I vil se den. http://video.google.com/videosearch?q=juleaften+p%C3%A5+grillen&emb=0&aq=f#q=juleaften_paa_grillen&emb=0
Til sidst vil jeg bare ønske jer alle et rigtig godt nytår. Tak for alle de timer vi har tilbragt sammen i det gamle år.
Mange knus fra
Helle
Så er jeg tilbage ved computeren igen. I går sendte jeg Heidi hjem til kolde Danmark igen, det var lidt svært men heldigvis ses vi jo igen om 3 uger, jubii.
Tiden er virkelig begyndt at gå hurtigt nu, de 12 dage Heidi har været her, er virkelig gået stærkt. Jeg har lidt svært ved at skrive om alle de ting vi har lavet, men vi har været nede på mit arbejde og besøge dem, det var vidst lidt af en oplevelse, at se hvordan størstedelen af befolkningen bor. Det er jo nogle gange en god ting, at have en guide der næsten er ved at være lokal så man får set hvordan Filippinerne er bag facaden.
Ja, og så blev det jo også jul på Filippinerne, hehe. Selv om vi kun havde et plastictræ, flæskesteg der var skåret i tern og 30 grader, så var det næsten som en dansk jul, hehe. Lille juleaften lavede vi julepynt, pyntede træ og spiste risengrød. Juleaftensdag var næsten som hjemme i Danmark, men jeg savnede dog duften af rødkål da jeg vågnede. Efter vi havde spist julemiddagen var vi til messe i kirken, den startede kl. 22 så det var lidt sent i forhold til hvad vi plejede, men med tidsforskellen, passede det faktisk med, at jeg var i kirke samtidig med familien i Danmark, lidt pudsigt.
Omkring midnat var det så tid til ris a la mande og derefter juletræsdans. Omkring 00.30 kunne vi begynde at pakke gaver op, det var en dejlig lang juleaften, hehe.
Jeg fik en rigtig skøn hue og nogle armbånd af Marlene, virkelig gode gaver. Af alle danskerne på ”Grillen” fik jeg en smart T-shirt. Jeg fik også en gave fra Lars, Maria, mor og far, virkelig dejligt at få noget hjemmefra, hehe.
Heidi og jeg plejer jo at være til julefrokost 1. juledag hos Moster B og Onkel I, men i år måtte de undvære os på lundegården. Vi holdte dog stadig julefrokost den dag, bare på ”grillen” med de andre danskere. Der var næsten alt det mad som man også får i Danmark, så vi var MEGET mætte bagefter.
2. juledag skulle vi af sted til Malapascua med Anna-Rosa, Jesper og Rasmus. Da det jo er Heidis fødselsdag, havde jeg fået mor til at sende en pose Quickboller med herned, så jeg var oppe klokken 6 om morgenen for at bage boller. Jeg fik vækket de andre piger og sammen vækkede vi Heidi med morgensang, det var en rigtig dejlig morgenfødselsdag, hehe. Da vi skulle af sted, begyndte det at regne helt voldsomt, så ikke engang på Filippinerne er man sikret sol på sin fødselsdag. Jeg hørte dog at solen havde skinnet derhjemme, hehe.
Selv om vi havde lidt skidt vejr på Malapascua, var det en rigtig dejlig tur. Det er virkelig en lækker ø med en dejlig hvid sandstrand. Den sidste dag vi var der, var solen fremme og Heidi kunne endelig få noget sol, så hun kunne være en smule brun når hun kommer hjem til Danmark. Vi kom tilbage her til Cebu igen den 28. december om eftermiddagen. Heidi blev forkølet da vi var af sted så hun fik lige en lille lur inden vi skulle på italiensk restaurant og spise hendes sidste middag her i Cebu. I går var vi på den sidste shoppetur inden turen gik hjem ad. Vi nåede dog lige at blive klippet af Marlene, skulle jo være smarte her til nytår, hehe. Efter Heidi var taget af sted stod den på oprydning på vores værelse, vi checker nemlig alle sammen ud her i dag og i morgen, så alle værelser skulle ryddes helt. Jeg kommer dog tilbage hertil igen den 8. januar med Maria så der lejer jeg mig bare ind indtil jeg skal hjem (Det var lidt billigere, hehe).
Om et par timer skal jeg så i lufthavnen igen og hente Maria. Det bliver skønt at se hende igen. I morgen formiddag tager vi så til Boracay og holder nytår med de andre danskere som er taget af sted i dag. Vi skal være på Boracay indtil den 8. januar.
Jeg regner ikke med, at der kommer flere blogindlæg før det sidste som jeg skriver inden jeg tager hjem til Danmark.
Marlene har lagt en video ud på google fra juleaften, så her er et link hvis I vil se den. http://video.google.com/videosearch?q=juleaften+p%C3%A5+grillen&emb=0&aq=f#q=juleaften_paa_grillen&emb=0
Til sidst vil jeg bare ønske jer alle et rigtig godt nytår. Tak for alle de timer vi har tilbragt sammen i det gamle år.
Mange knus fra
Helle
tirsdag den 16. december 2008
Glædelig jul
Hej Alle sammen
Ja, nu er det ved at være lidt tid siden, at jeg har fået skrevet noget på bloggen. Jeg kan så fortælle at jeg siden sidst, har fået endnu en infektion på ryggen som jeg så er i behandling for nu. Jeg var hos lægen mandag og få fjernet betændelsen så nu har jeg et fint hul på ryggen, hehe. Det har været noget af en slem omgang men jeg tager det med oprejst pande.
Jeg har forgæves prøvet, at komme lidt i julestemning her i december, det er altså bare lidt svært når her er så varmt. Vi har dog lige fået anskaffet os et meget fint plastic juletræ som vi selv skulle samle, så lidt julestemning prøver vi da at skabe.
Lige nu sidder jeg og har lidt sommerfugle i maven, for i morgen formiddag tager jeg i lufthavnen og henter Heidi. Jeg glæder mig utrolig meget til at se hende og samtidig bliver det lidt underligt, at se hende i min verden hernede, hihi. Ellers så håber jeg, at I har det rigtig dejligt derhjemme og nyder julen. Der kommer nok ikke noget blogindlæg før Heidi tager hjem den 29. december, så jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul.
Mange juleknus
Helle
Ja, nu er det ved at være lidt tid siden, at jeg har fået skrevet noget på bloggen. Jeg kan så fortælle at jeg siden sidst, har fået endnu en infektion på ryggen som jeg så er i behandling for nu. Jeg var hos lægen mandag og få fjernet betændelsen så nu har jeg et fint hul på ryggen, hehe. Det har været noget af en slem omgang men jeg tager det med oprejst pande.
Jeg har forgæves prøvet, at komme lidt i julestemning her i december, det er altså bare lidt svært når her er så varmt. Vi har dog lige fået anskaffet os et meget fint plastic juletræ som vi selv skulle samle, så lidt julestemning prøver vi da at skabe.
Lige nu sidder jeg og har lidt sommerfugle i maven, for i morgen formiddag tager jeg i lufthavnen og henter Heidi. Jeg glæder mig utrolig meget til at se hende og samtidig bliver det lidt underligt, at se hende i min verden hernede, hihi. Ellers så håber jeg, at I har det rigtig dejligt derhjemme og nyder julen. Der kommer nok ikke noget blogindlæg før Heidi tager hjem den 29. december, så jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul.
Mange juleknus
Helle
torsdag den 27. november 2008
Min tur til Mindoro og Boracay
Hej Alle sammen
Så er jeg vendt tilbage fra min ferie med Trine. Turen gik både til Mindoro og Boracay. Jeg kan lige så godt starte med at advare om, at det bliver et lidt langt indlæg, da der er sket en masse, hehe.
Vi skulle afsted her fra Cebu den 17. november meget tidligt om morgenen og havde i flere dage prøvet at få printet vores billet til Manila ud, men dette ville ikke rigtig lykkedes. Vi tog i lufthavnen og satsede på, at det var nok bare at have vores bookingnummer. Til vores store overraskelse var der en Cebu Pacific (vores flyselskab) stand i lufthavnen hvor vi så lige kunne få den printet ud. Vi giver hende billetterne og venter utålmodigt på, at hun skal printe dem, men hun siger derimod at vores betaling ikke er gået igennem (selv om vi har fået en betalingsbekræftelse) så vi må betale det hele igen. Så var turen ligesom begyndt, hehe.
Da vi ankom til Manila, skulle vi med Taxi til den nærmeste busstation og derfra videre ned til havnen i Batangas. I Batangas skulle vi videre med båd til Puerto Galera på Mindoro. Jeg havde lavet en aftale med Stairway, det sted hvor jeg først skulle have været i praktik. Jeg var rigtig nysgerrig omkring stedet og blev derfor nødt til at besøge det.
Det ligger cirka 20 minutter i tricycle fra Puerto Galera havn. Der er en helt fantastisk natur og en meget hvid sandstrand, hehe. Vi blev budt velkommen med åbne arme og var meget imponeret over stedet og faciliteterne og efter at have snakket med Lars (Ham der leder stedet) fandt jeg ud af, hvor fedt det kunne være at arbejde dér rent pædagogisk. Rent psykisk ville jeg ikke kunne bo 6 måneder på det sted, så tror jeg simpelthen jeg ville få økuller, der var absolut ingenting udover naturen. Vi blev der og overnattede og vendte så næsen videre næste morgen mod næste destination.
Vi skulle videre ned sydpå på vestsiden af Mindoro, og på kortet så det helt ligetil ud. MEN, problemet var lige at der faktisk ikke er nogen vej fra Puerto Galera og ned, så vi måtte tilbage med båd til Batangas for derefter, at tage en båd til Abra De Ilog og derfra så videre med en van til vores næste stop, Sablayan. Efter at have været på farten siden kl. 7 om morgenen, ankom vi til en lille forladt by, Sablayan, cirka kl. 19. Der var ét hotel i byen og det måtte vi så nøjes med (Det var jo kun én overnatning). Efter en lang tur var vi selvfølgelig sultne, så det første vi gjorde var, at spørge efter et menukort. Han så en anelse forvirret ud, for det eneste de havde, var ris og tørret fisk. Hmm, hvad gør man så. Vi besluttede os for, at gå en tur ud og se om der dog ikke var et eller andet sted man kunne spise, men nej. Det endte med en tur i et lille supermarked hvor vi købte cup noodles og pringles, det var noget af et kulinarisk måltid, hehe. Værelset vi boede på, mindede mest af alt om en lille celle, der var en seng, et bord og en stol, lige på det tidspunkt var vi glade for, at det kun gjaldt én nat.
Næste morgen drog vi videre til en lille ø, Pandan Island, som er cirka 20 minutter i båd fra Sablayan. Her skulle vi dykke og forhåbentlig se nogle havskildpadder. Det er en lille ø med kun ét resort, men heldigvis serverede de i det mindste noget rigtig mad. Efter et godt måltid mad, skulle der dykkes. Det var mit første dyk efter jeg tog certifikatet, så jeg var en anelse spændt på hvordan det gik. Jeg fik heldigvis en rigtig god oplevelse med dykket og vi fik set en masse flotte fisk og hele 3 havskildpadder, så vi fik lige hvad vi kom efter, hehe. Efter en god gang frokost gjaldt det næste og sidste destination på Mindoro, San José.
Vi vidste godt, at busserne her på Filippinerne ikke er af samme standard som I Danmark, men den bus vi skulle tilbringe 5 timer i, var noget af det værste skrammel jeg længe har set, hehe. Inden jeg fortsætter bliver jeg vidst nødt til, at fortælle om mit ben. Om søndagen inden jeg tog af sted fik jeg et stik (tror jeg) som lignede lidt et myggestik med en lille sort prik i. Jeg tænkte ikke videre over det, og regnede med at det bare gik væk af sig selv. Det udviklede sig lidt dag efter dag og blev større og det gjorde faktisk også ret ondt når jeg gik. Da vi så sidder i bussen på vej til San Jose, går det først rigtig op for mig, at det måske ikke bare er noget der forsvinder. Jeg sad i 5 timer i en PROPFYLDT bus og holdte på min ”byld” med min ene hånd fordi det gjorde så ondt når bussen hele tiden hoppede. Efter at have fundet et hotel i San José og været ude og få lidt at spise, beslutter vi os for at tage til det nærmeste hospital, som kun lå 5 minutter væk fra hotellet. Vi kommer derned og får snakket lidt med en sygeplejerske som lige ser på det og ringer derefter efter lægen. Lidt efter kommer sygeplejersken ud til mig og siger at lægen er på vej, men hun var lige ude og spille tennis (her har klokken været omkring 21.30). Nåh, lidt tid efter kommer lægen så susende ind ad døren, meget nydelig og svedig, hehe. Hun ser lige hurtigt på det og mener jeg er blevet bidt af et bedbug og ordinerer noget penicillin til mig. Jeg skynder mig op for at købe det så jeg kan komme i gang med behandlingen med det samme. Hele næste dag, lå vi bare på værelset og så TV, da jeg ikke rigtig kunne gå så langt. Om eftermiddagen ringer vores flyselskab så til os for at fortælle at vores fly næste dag fra Manila til Caticlan (Boracay) er blevet aflyst og de ved endnu ikke hvornår vi kan komme med et andet fly. Humøret daler en anelse efter den besked, men vi var dog glade for at vi i det mindste kunne komme fra San José til Manila. For at gøre en meget lang historie kort, så kommer vi til Manila om formiddagen og de ved stadig ikke rigtig hvornår vi kan komme med et fly. Vi får af vide at vi er på stand by listen til flyet kl. 12.30 men det er helt booket og vi kommer derfor ikke med dér. Næste fly skulle så flyve kl. 15.45 så vi skulle komme igen kl. 15. Efter at have udvist lidt utilfredshed over situationen, fortæller vi dem at jeg har en aftale med en læge på Boracay som har noget medicin til mig, og han kunne ikke vente hele dagen på at jeg kom. Vi smurte lidt tykt på historien, men nu ville vi altså bare af sted. Tror det hjalp meget godt for vi kom som de eneste på stand by listen med på det næste fly.
Endelig sad vi i flyet på vej til Caticlan, og vi kunne nu drømme os til den hvide sandstrand der ventede os på Boracay. I lufthavnen blev vi hentet af en af de ansatte fra det hotel vi skulle bo på. Efter 20 minutter i en båd var vi fremme på Boracay. Vi skulle bo på et hotel som er ejet af en dansker og hans filippinske kone.
Efter at have fundet vores værelse og faldet lidt ned, spurgte jeg Jacob (ejeren) om han kunne anbefale en læge som kunne se på mit ben. Der var nemlig gået lidt hul på bylden og det havde ikke hjulpet med den medicin jeg fik. Det endte med, at både Jacob, hans kone og Trine gik med mig ned til lægen og fik kigget på det. Lægen blev lidt chokeret over synet og kunne ikke helt finde ud af hvad det var. Jeg kom ind og lå på briksen hvor han så ville kigge nærmere på det. Fordi jeg havde så mange smerter, valgte han at lokalbedøve rundt om bylden. Han tog en prøve af væsken for at se hvor meget betændelse der var. Han valgte dog at han ikke ville skære det ud endnu, han gav mig derimod nogle stærkere penicillin piller som jeg skulle tage 4 gange om dagen. Derudover fik jeg en creme jeg skulle smøre på 2 gange om dagen og så skulle det ellers bare pakkes ind i gaze, hehe. Efter at have ordnet alt det praktiske med papirer og piller og betaling, var jeg en smule fortumlet men samtidig var jeg glad for at det virkede som om jeg havde haft en meget kompetent læge i forhold til hende i San José. Jeg havde aftalt med lægen at jeg ville komme igen efter tre dage, det vil sige om mandagen for lige at få checket op på om pillerne hjalp. Får at det ikke skulle være nok, så begyndte jeg at få noget der lignede lidt det samme, på mit andet ben. Der var jeg lige ved at knække sammen, det kunne bare ikke passe. Den begyndte at blive lidt større men ikke meget (dog nok til at jeg blev lidt bekymret). Pludselig kunne jeg også se min badeferie blive skyllet ud i sandet. Inden solbadning til mig – den var altså ikke sjov. Heldigvis havde vi Tv på værelset så det kunne jeg da få tiden til at gå med. Trine hjalp mig rigtig meget med, at hente drikkevarer og kiks og hvad jeg nu ellers havde brug for. Der var så også lige det, at min ”byld” sidder på det nederste af mit baglår, så jeg kunne ikke selv komme til at rense det og tape det op, så hun var min faste sygeplejerske, og er det stadig, hehe. Det er dejligt at man har nogen der kan hjælpe i sådanne situationer. Jeg kom så til lægen igen mandag, og der var der sket en del fremskridt, men der sad stadig en stor klump betændelse. Han fortalte at han altså var nødt til at fjerne den, for de døde celler blokerede for de nye, så efter en meget smertefuld omgang sad han med en klump på størrelse med en stor rosin, føj. Trines hånd var vidst også blevet lidt følelsesløs i mellemtiden, hehe. Han satte så også min dosis af piller op til det dobbelte og gav mig nogle andre piller jeg også skulle tage, nu var der jo en byld mere han skulle have bugt med. Da jeg gik derfra lignede det jeg havde røvet et apotek (Der er vidst også et billede af alle pillerne). I tre dage skal jeg så tage 20 piller om dagen så jeg er lidt groggy for tiden, det er heldigvis sidste dag i dag (torsdag) hvor jeg skal køre med dobbelt dosis, puha.
Der skete ikke rigtig så meget mere på den tur, da jeg ikke rigtig var i stand til at lave noget og jeg var også meget døsig af alle de piller.
Aftenen før vi skulle flyve hjem til Cebu får vi sørme en sms fra vores flyselskab igen om at vores fly er suspenderet indtil videre og vi ville høre nærmere så snart de vidste noget. På det tidspunkt var vores lunte ret så kort må man sige. Trine ringede rundt til en masse numre og endelig fik vi så af vide at vi nok skulle komme af sted i morgen som planlagt. Da vi sad i båden på vej til lufthavnen var humøret en anelse presset, for vi kunne bare ikke overskue endnu et aflyst fly. Til vores store fornøjelse lettede flyet planmæssigt og vi var endelig på vej hjem til Cebu. Hold da op jeg var glad for at være hjemme igen efter sådan en tur. Jeg er stadig på penicillin men det går fremad med begge infektioner, så det går i den rigtige retning. Det var nu også dejligt at få set mor og far på skype igen, man bliver vel lidt forældre syg når man fejler noget, hehe. Marlene og hendes kæreste Martin kommer hjem i morgen efter en lille ferie.
Puha, det var lidt af en omgang, men det var en svær historie at gøre kort, hehe. Håber i overlevede. Jeg er en smule påvirket af alle de piller, så måske der er en smule fejl i teksten, hehe
Nu glæder jeg mig rigtig meget til, at Heidi kommer og besøger mig den 17. december og fejrer jul med mig, det bliver skønt at se hende igen. Derefter er jeg så heldig at Maria komme og holder nytår, så nu varer det ikke længe før jeg igen sidder i kolde Danmark.
Mange knus og tanker
Helle
Så er jeg vendt tilbage fra min ferie med Trine. Turen gik både til Mindoro og Boracay. Jeg kan lige så godt starte med at advare om, at det bliver et lidt langt indlæg, da der er sket en masse, hehe.
Vi skulle afsted her fra Cebu den 17. november meget tidligt om morgenen og havde i flere dage prøvet at få printet vores billet til Manila ud, men dette ville ikke rigtig lykkedes. Vi tog i lufthavnen og satsede på, at det var nok bare at have vores bookingnummer. Til vores store overraskelse var der en Cebu Pacific (vores flyselskab) stand i lufthavnen hvor vi så lige kunne få den printet ud. Vi giver hende billetterne og venter utålmodigt på, at hun skal printe dem, men hun siger derimod at vores betaling ikke er gået igennem (selv om vi har fået en betalingsbekræftelse) så vi må betale det hele igen. Så var turen ligesom begyndt, hehe.
Da vi ankom til Manila, skulle vi med Taxi til den nærmeste busstation og derfra videre ned til havnen i Batangas. I Batangas skulle vi videre med båd til Puerto Galera på Mindoro. Jeg havde lavet en aftale med Stairway, det sted hvor jeg først skulle have været i praktik. Jeg var rigtig nysgerrig omkring stedet og blev derfor nødt til at besøge det.
Det ligger cirka 20 minutter i tricycle fra Puerto Galera havn. Der er en helt fantastisk natur og en meget hvid sandstrand, hehe. Vi blev budt velkommen med åbne arme og var meget imponeret over stedet og faciliteterne og efter at have snakket med Lars (Ham der leder stedet) fandt jeg ud af, hvor fedt det kunne være at arbejde dér rent pædagogisk. Rent psykisk ville jeg ikke kunne bo 6 måneder på det sted, så tror jeg simpelthen jeg ville få økuller, der var absolut ingenting udover naturen. Vi blev der og overnattede og vendte så næsen videre næste morgen mod næste destination.
Vi skulle videre ned sydpå på vestsiden af Mindoro, og på kortet så det helt ligetil ud. MEN, problemet var lige at der faktisk ikke er nogen vej fra Puerto Galera og ned, så vi måtte tilbage med båd til Batangas for derefter, at tage en båd til Abra De Ilog og derfra så videre med en van til vores næste stop, Sablayan. Efter at have været på farten siden kl. 7 om morgenen, ankom vi til en lille forladt by, Sablayan, cirka kl. 19. Der var ét hotel i byen og det måtte vi så nøjes med (Det var jo kun én overnatning). Efter en lang tur var vi selvfølgelig sultne, så det første vi gjorde var, at spørge efter et menukort. Han så en anelse forvirret ud, for det eneste de havde, var ris og tørret fisk. Hmm, hvad gør man så. Vi besluttede os for, at gå en tur ud og se om der dog ikke var et eller andet sted man kunne spise, men nej. Det endte med en tur i et lille supermarked hvor vi købte cup noodles og pringles, det var noget af et kulinarisk måltid, hehe. Værelset vi boede på, mindede mest af alt om en lille celle, der var en seng, et bord og en stol, lige på det tidspunkt var vi glade for, at det kun gjaldt én nat.
Næste morgen drog vi videre til en lille ø, Pandan Island, som er cirka 20 minutter i båd fra Sablayan. Her skulle vi dykke og forhåbentlig se nogle havskildpadder. Det er en lille ø med kun ét resort, men heldigvis serverede de i det mindste noget rigtig mad. Efter et godt måltid mad, skulle der dykkes. Det var mit første dyk efter jeg tog certifikatet, så jeg var en anelse spændt på hvordan det gik. Jeg fik heldigvis en rigtig god oplevelse med dykket og vi fik set en masse flotte fisk og hele 3 havskildpadder, så vi fik lige hvad vi kom efter, hehe. Efter en god gang frokost gjaldt det næste og sidste destination på Mindoro, San José.
Vi vidste godt, at busserne her på Filippinerne ikke er af samme standard som I Danmark, men den bus vi skulle tilbringe 5 timer i, var noget af det værste skrammel jeg længe har set, hehe. Inden jeg fortsætter bliver jeg vidst nødt til, at fortælle om mit ben. Om søndagen inden jeg tog af sted fik jeg et stik (tror jeg) som lignede lidt et myggestik med en lille sort prik i. Jeg tænkte ikke videre over det, og regnede med at det bare gik væk af sig selv. Det udviklede sig lidt dag efter dag og blev større og det gjorde faktisk også ret ondt når jeg gik. Da vi så sidder i bussen på vej til San Jose, går det først rigtig op for mig, at det måske ikke bare er noget der forsvinder. Jeg sad i 5 timer i en PROPFYLDT bus og holdte på min ”byld” med min ene hånd fordi det gjorde så ondt når bussen hele tiden hoppede. Efter at have fundet et hotel i San José og været ude og få lidt at spise, beslutter vi os for at tage til det nærmeste hospital, som kun lå 5 minutter væk fra hotellet. Vi kommer derned og får snakket lidt med en sygeplejerske som lige ser på det og ringer derefter efter lægen. Lidt efter kommer sygeplejersken ud til mig og siger at lægen er på vej, men hun var lige ude og spille tennis (her har klokken været omkring 21.30). Nåh, lidt tid efter kommer lægen så susende ind ad døren, meget nydelig og svedig, hehe. Hun ser lige hurtigt på det og mener jeg er blevet bidt af et bedbug og ordinerer noget penicillin til mig. Jeg skynder mig op for at købe det så jeg kan komme i gang med behandlingen med det samme. Hele næste dag, lå vi bare på værelset og så TV, da jeg ikke rigtig kunne gå så langt. Om eftermiddagen ringer vores flyselskab så til os for at fortælle at vores fly næste dag fra Manila til Caticlan (Boracay) er blevet aflyst og de ved endnu ikke hvornår vi kan komme med et andet fly. Humøret daler en anelse efter den besked, men vi var dog glade for at vi i det mindste kunne komme fra San José til Manila. For at gøre en meget lang historie kort, så kommer vi til Manila om formiddagen og de ved stadig ikke rigtig hvornår vi kan komme med et fly. Vi får af vide at vi er på stand by listen til flyet kl. 12.30 men det er helt booket og vi kommer derfor ikke med dér. Næste fly skulle så flyve kl. 15.45 så vi skulle komme igen kl. 15. Efter at have udvist lidt utilfredshed over situationen, fortæller vi dem at jeg har en aftale med en læge på Boracay som har noget medicin til mig, og han kunne ikke vente hele dagen på at jeg kom. Vi smurte lidt tykt på historien, men nu ville vi altså bare af sted. Tror det hjalp meget godt for vi kom som de eneste på stand by listen med på det næste fly.
Endelig sad vi i flyet på vej til Caticlan, og vi kunne nu drømme os til den hvide sandstrand der ventede os på Boracay. I lufthavnen blev vi hentet af en af de ansatte fra det hotel vi skulle bo på. Efter 20 minutter i en båd var vi fremme på Boracay. Vi skulle bo på et hotel som er ejet af en dansker og hans filippinske kone.
Efter at have fundet vores værelse og faldet lidt ned, spurgte jeg Jacob (ejeren) om han kunne anbefale en læge som kunne se på mit ben. Der var nemlig gået lidt hul på bylden og det havde ikke hjulpet med den medicin jeg fik. Det endte med, at både Jacob, hans kone og Trine gik med mig ned til lægen og fik kigget på det. Lægen blev lidt chokeret over synet og kunne ikke helt finde ud af hvad det var. Jeg kom ind og lå på briksen hvor han så ville kigge nærmere på det. Fordi jeg havde så mange smerter, valgte han at lokalbedøve rundt om bylden. Han tog en prøve af væsken for at se hvor meget betændelse der var. Han valgte dog at han ikke ville skære det ud endnu, han gav mig derimod nogle stærkere penicillin piller som jeg skulle tage 4 gange om dagen. Derudover fik jeg en creme jeg skulle smøre på 2 gange om dagen og så skulle det ellers bare pakkes ind i gaze, hehe. Efter at have ordnet alt det praktiske med papirer og piller og betaling, var jeg en smule fortumlet men samtidig var jeg glad for at det virkede som om jeg havde haft en meget kompetent læge i forhold til hende i San José. Jeg havde aftalt med lægen at jeg ville komme igen efter tre dage, det vil sige om mandagen for lige at få checket op på om pillerne hjalp. Får at det ikke skulle være nok, så begyndte jeg at få noget der lignede lidt det samme, på mit andet ben. Der var jeg lige ved at knække sammen, det kunne bare ikke passe. Den begyndte at blive lidt større men ikke meget (dog nok til at jeg blev lidt bekymret). Pludselig kunne jeg også se min badeferie blive skyllet ud i sandet. Inden solbadning til mig – den var altså ikke sjov. Heldigvis havde vi Tv på værelset så det kunne jeg da få tiden til at gå med. Trine hjalp mig rigtig meget med, at hente drikkevarer og kiks og hvad jeg nu ellers havde brug for. Der var så også lige det, at min ”byld” sidder på det nederste af mit baglår, så jeg kunne ikke selv komme til at rense det og tape det op, så hun var min faste sygeplejerske, og er det stadig, hehe. Det er dejligt at man har nogen der kan hjælpe i sådanne situationer. Jeg kom så til lægen igen mandag, og der var der sket en del fremskridt, men der sad stadig en stor klump betændelse. Han fortalte at han altså var nødt til at fjerne den, for de døde celler blokerede for de nye, så efter en meget smertefuld omgang sad han med en klump på størrelse med en stor rosin, føj. Trines hånd var vidst også blevet lidt følelsesløs i mellemtiden, hehe. Han satte så også min dosis af piller op til det dobbelte og gav mig nogle andre piller jeg også skulle tage, nu var der jo en byld mere han skulle have bugt med. Da jeg gik derfra lignede det jeg havde røvet et apotek (Der er vidst også et billede af alle pillerne). I tre dage skal jeg så tage 20 piller om dagen så jeg er lidt groggy for tiden, det er heldigvis sidste dag i dag (torsdag) hvor jeg skal køre med dobbelt dosis, puha.
Der skete ikke rigtig så meget mere på den tur, da jeg ikke rigtig var i stand til at lave noget og jeg var også meget døsig af alle de piller.
Aftenen før vi skulle flyve hjem til Cebu får vi sørme en sms fra vores flyselskab igen om at vores fly er suspenderet indtil videre og vi ville høre nærmere så snart de vidste noget. På det tidspunkt var vores lunte ret så kort må man sige. Trine ringede rundt til en masse numre og endelig fik vi så af vide at vi nok skulle komme af sted i morgen som planlagt. Da vi sad i båden på vej til lufthavnen var humøret en anelse presset, for vi kunne bare ikke overskue endnu et aflyst fly. Til vores store fornøjelse lettede flyet planmæssigt og vi var endelig på vej hjem til Cebu. Hold da op jeg var glad for at være hjemme igen efter sådan en tur. Jeg er stadig på penicillin men det går fremad med begge infektioner, så det går i den rigtige retning. Det var nu også dejligt at få set mor og far på skype igen, man bliver vel lidt forældre syg når man fejler noget, hehe. Marlene og hendes kæreste Martin kommer hjem i morgen efter en lille ferie.
Puha, det var lidt af en omgang, men det var en svær historie at gøre kort, hehe. Håber i overlevede. Jeg er en smule påvirket af alle de piller, så måske der er en smule fejl i teksten, hehe
Nu glæder jeg mig rigtig meget til, at Heidi kommer og besøger mig den 17. december og fejrer jul med mig, det bliver skønt at se hende igen. Derefter er jeg så heldig at Maria komme og holder nytår, så nu varer det ikke længe før jeg igen sidder i kolde Danmark.
Mange knus og tanker
Helle
søndag den 16. november 2008
Lidt nyt fra Cebu
Hej alle sammen
Så er det ved at være lidt tid siden jeg har skrevet, og der er sket en del siden sidst. Vi havde i lang tid snakket med personalet på arbejdet om, at de skulle hjem og besøge os og så ville vi lave lidt dansk mad til dem. Den 6. november kunne alle og vi måtte i gang med vores forberedelser. Vi måtte ud og købe ind til frikadeller med pastasalat og grøn kartoffelsalat, meget dansk, hehe. Vi blev dog lidt nervøse for om de ville overleve en middag uden ris, så vi besluttede os for at lave nogle ris. Vi havde hørt, at der ville komme omkring 8 personer og at de ville være her omkring kl. 19. Vi var i god tid med maden og skulle til at gøre os klar og lige slappe lidt af, da Carlo kalder på os og siger at der står en masse mennesker udenfor som vil tale med os. Der stod så 11 mennesker kl. 18. Det er meget typisk filippinere, og selv om vi blev en smule stressede så klarede vi den, hehe. Vi startede med at servere gulerodsstænger og agurkestænger med tzatziki og jeg må sige, at de så en anelse skeptiske ud. De må have været meget sultne for det hele var næsten væk med det samme. Frikadellerne var de også helt pjattede med og for så vidt også resten. Det endte i hvert fald med at vi ikke havde noget tilbage, så det må man da kalde en succes, hehe. Vi havde købt en masse sodavand for de er jo meget religiøse så vi regnede ikke med de drak øl og sådan. Jeg ved ikke helt hvordan det kom på banen, men lige pludselig er der en der siger noget om en San Miguel light og det udarter sig så til 5 STORE flasker Red Horse og de bliver meget berusede nogle af dem, det var en noget speciel oplevelse men super dejligt at se dem på en anden måde. Jeg tror de gik hjem omkring kl. 21 for vi skulle alle sammen være på arbejde kl. 7 næste morgen, da der var College reunion. Det er sådan at Sister Anne sponsorere nogle børns skolegang, så de kan få en uddannelse, det var så de elever og deres mødre der var inviteret med på resort. Marlene og jeg var også inviteret med men da Marlene lå syg, tog jeg alene af sted. Vi tog af sted omkring halv otte og der var så lagt et lille program for dagen. Da vi var nået frem til resortet var der lige tid til at se sig lidt om og få lidt og drikke hvorefter der så skulle være skønhedskonkurrence med mødrene. Da jeg ikke rigtig kendte nogen af dem, blev jeg udnævnt til dommer, det var en rigtig sjov oplevelse, hehe. Omkring frokosttid kom Julie ud til os, da jeg synes det var lidt anstrengt at være alene hele dagen med 32 filippinere der synger kareoke hele tiden. Efter programmet var slut, var der tid til at bade og spille beachvolley og synge. Det var sjovt, at få lov til at se dem slappe af og se hvordan de fester. Det var en super hyggelig dag, men jeg var også træt da jeg nåede Chillen & Grillen kl. 18.30.
Rent arbejdsmæssigt går det også rigtig godt, vi er gået i gang med juleklip nu. Vi laver guirlander og klipper hjerter. Børnene synes det er rigtig sjovt, selv om det er lidt svært. Nogle af dem synes bare det er sjovt at klippe i papiret, så det får de lov til, hehe. De har aldrig prøvet at inddrage børnene i sådanne sammenhænge, så de var lidt overraskede over at vi gjorde det men som altid hilste de vores idé velkommen, så det er altid dejligt.
I går var der stor afskedsfest her på Chillen & Grillen. Dem der skulle være her i 3 måneder er ved at skulle hjem og derfor var det tid til at holde den sidste fest sammen. Vi havde to filippinere til at lave mad til os. Det er nogle der arbejder nede hos Trine og Jesper og de lavede alt det lækre fra det filippinske køkken. Det var en super skøn aften og alle fik festet igennem.
På mandag rejser jeg til Mindoro og Boracay hvor jeg skal dykke og se det praktiksted hvor Marlene og jeg først skulle være (stairways).
Håber ellers I har det godt i DK
Knus og tanker Helle
Så er det ved at være lidt tid siden jeg har skrevet, og der er sket en del siden sidst. Vi havde i lang tid snakket med personalet på arbejdet om, at de skulle hjem og besøge os og så ville vi lave lidt dansk mad til dem. Den 6. november kunne alle og vi måtte i gang med vores forberedelser. Vi måtte ud og købe ind til frikadeller med pastasalat og grøn kartoffelsalat, meget dansk, hehe. Vi blev dog lidt nervøse for om de ville overleve en middag uden ris, så vi besluttede os for at lave nogle ris. Vi havde hørt, at der ville komme omkring 8 personer og at de ville være her omkring kl. 19. Vi var i god tid med maden og skulle til at gøre os klar og lige slappe lidt af, da Carlo kalder på os og siger at der står en masse mennesker udenfor som vil tale med os. Der stod så 11 mennesker kl. 18. Det er meget typisk filippinere, og selv om vi blev en smule stressede så klarede vi den, hehe. Vi startede med at servere gulerodsstænger og agurkestænger med tzatziki og jeg må sige, at de så en anelse skeptiske ud. De må have været meget sultne for det hele var næsten væk med det samme. Frikadellerne var de også helt pjattede med og for så vidt også resten. Det endte i hvert fald med at vi ikke havde noget tilbage, så det må man da kalde en succes, hehe. Vi havde købt en masse sodavand for de er jo meget religiøse så vi regnede ikke med de drak øl og sådan. Jeg ved ikke helt hvordan det kom på banen, men lige pludselig er der en der siger noget om en San Miguel light og det udarter sig så til 5 STORE flasker Red Horse og de bliver meget berusede nogle af dem, det var en noget speciel oplevelse men super dejligt at se dem på en anden måde. Jeg tror de gik hjem omkring kl. 21 for vi skulle alle sammen være på arbejde kl. 7 næste morgen, da der var College reunion. Det er sådan at Sister Anne sponsorere nogle børns skolegang, så de kan få en uddannelse, det var så de elever og deres mødre der var inviteret med på resort. Marlene og jeg var også inviteret med men da Marlene lå syg, tog jeg alene af sted. Vi tog af sted omkring halv otte og der var så lagt et lille program for dagen. Da vi var nået frem til resortet var der lige tid til at se sig lidt om og få lidt og drikke hvorefter der så skulle være skønhedskonkurrence med mødrene. Da jeg ikke rigtig kendte nogen af dem, blev jeg udnævnt til dommer, det var en rigtig sjov oplevelse, hehe. Omkring frokosttid kom Julie ud til os, da jeg synes det var lidt anstrengt at være alene hele dagen med 32 filippinere der synger kareoke hele tiden. Efter programmet var slut, var der tid til at bade og spille beachvolley og synge. Det var sjovt, at få lov til at se dem slappe af og se hvordan de fester. Det var en super hyggelig dag, men jeg var også træt da jeg nåede Chillen & Grillen kl. 18.30.
Rent arbejdsmæssigt går det også rigtig godt, vi er gået i gang med juleklip nu. Vi laver guirlander og klipper hjerter. Børnene synes det er rigtig sjovt, selv om det er lidt svært. Nogle af dem synes bare det er sjovt at klippe i papiret, så det får de lov til, hehe. De har aldrig prøvet at inddrage børnene i sådanne sammenhænge, så de var lidt overraskede over at vi gjorde det men som altid hilste de vores idé velkommen, så det er altid dejligt.
I går var der stor afskedsfest her på Chillen & Grillen. Dem der skulle være her i 3 måneder er ved at skulle hjem og derfor var det tid til at holde den sidste fest sammen. Vi havde to filippinere til at lave mad til os. Det er nogle der arbejder nede hos Trine og Jesper og de lavede alt det lækre fra det filippinske køkken. Det var en super skøn aften og alle fik festet igennem.
På mandag rejser jeg til Mindoro og Boracay hvor jeg skal dykke og se det praktiksted hvor Marlene og jeg først skulle være (stairways).
Håber ellers I har det godt i DK
Knus og tanker Helle
mandag den 3. november 2008
Halloween weekend
Hej Igen,
Som nogen måske har bemærket, så har jeg lagt nogle knap så pæne billeder ud, hihi.
I fredags var der stor Halloween fest her på Grillen og Chillen. Julie og jeg stod for den helt fantastiske oppyntning i vores fællesrum. Der var spindelvæv, spøgelser, flagermus, levende lys og græskar – Alt hvad der hører til en god halloween fest. Et af kravene til festen var, at man skulle komme udklædt og gerne lidt uhyggelig. Den eneste der så ikke helt levede op til det uhyggelige var Marlene, som var et lille tyk græskarhoved, hihi. Julie og jeg havde smidt dem alle sammen ud kl. 18 for at kunne pynte op, og kl. 20.30 kom de så tilbage til et meget smukt og uhyggeligt fællesrum. Der var en rigtig god stemning og alle levede sig virkelig ind i rollerne. Jeg har aldrig prøvet at være klædt ud til en halloween fest, så jeg synes det var sindssyg sjovt at få lov til at give den gas med udklædningen. Carlo hjalp os med at pynte op og gøre klar og han synes altså vi var en smule tossede, det havde han dog alligevel ikke set nogen gøre før. I løbet af aftenen kom der også folk fra vejen som lige skulle se hvad det var for noget, de crazy danes havde gang i. De havde heller aldrig set voksne mennesker være klædt ud før, det var normalt kun børnene – så kan vi tænke lidt over den, hehe.
Hele weekenden har der været halloween tema hernede og her på Filippinerne har de en helt speciel tradition, hvor de besøger kirkegårdene hvor deres kære er begravet. Det lyder sikkert meget normalt indtil videre, men bare vent…. Inde på kirkegårdene er der fyldt med små boder med mad og diverse og der er propfyldt med mennesker der sidder på gravene og spiser mad, drikker, og hører musik. Det så meget hyggeligt ud, der var levende lys over det hele og det virkede som om der var en sindssyg god stemning. Jeg synes nu mest af alt det mindede om fælledparken en god sommeraften og ikke en kirkegård, hihi. Lørdag aften tog vi så ned på en af de lokale kirkegårde for lige at se hvordan det hele gik til, og jeg må indrømme at jeg havde det lidt mærkeligt med, at gå rundt på gravene, men det var ganske normalt. Det var en rigtig spændende kulturel oplevelse, det må jeg indrømme. Da jeg så mødte på arbejde i dag, fik jeg af vide at en af de ansatte havde set mig på kirkegården med mine venner, så er man da ved at være lidt kendt i byen hva ;-)
I alt en rigtig spass weekend, men søndag trængte vi til en dag i solen. Kan I nu have det godt og nyde den kolde november måned, hihi.
Knus fra Helle
Som nogen måske har bemærket, så har jeg lagt nogle knap så pæne billeder ud, hihi.
I fredags var der stor Halloween fest her på Grillen og Chillen. Julie og jeg stod for den helt fantastiske oppyntning i vores fællesrum. Der var spindelvæv, spøgelser, flagermus, levende lys og græskar – Alt hvad der hører til en god halloween fest. Et af kravene til festen var, at man skulle komme udklædt og gerne lidt uhyggelig. Den eneste der så ikke helt levede op til det uhyggelige var Marlene, som var et lille tyk græskarhoved, hihi. Julie og jeg havde smidt dem alle sammen ud kl. 18 for at kunne pynte op, og kl. 20.30 kom de så tilbage til et meget smukt og uhyggeligt fællesrum. Der var en rigtig god stemning og alle levede sig virkelig ind i rollerne. Jeg har aldrig prøvet at være klædt ud til en halloween fest, så jeg synes det var sindssyg sjovt at få lov til at give den gas med udklædningen. Carlo hjalp os med at pynte op og gøre klar og han synes altså vi var en smule tossede, det havde han dog alligevel ikke set nogen gøre før. I løbet af aftenen kom der også folk fra vejen som lige skulle se hvad det var for noget, de crazy danes havde gang i. De havde heller aldrig set voksne mennesker være klædt ud før, det var normalt kun børnene – så kan vi tænke lidt over den, hehe.
Hele weekenden har der været halloween tema hernede og her på Filippinerne har de en helt speciel tradition, hvor de besøger kirkegårdene hvor deres kære er begravet. Det lyder sikkert meget normalt indtil videre, men bare vent…. Inde på kirkegårdene er der fyldt med små boder med mad og diverse og der er propfyldt med mennesker der sidder på gravene og spiser mad, drikker, og hører musik. Det så meget hyggeligt ud, der var levende lys over det hele og det virkede som om der var en sindssyg god stemning. Jeg synes nu mest af alt det mindede om fælledparken en god sommeraften og ikke en kirkegård, hihi. Lørdag aften tog vi så ned på en af de lokale kirkegårde for lige at se hvordan det hele gik til, og jeg må indrømme at jeg havde det lidt mærkeligt med, at gå rundt på gravene, men det var ganske normalt. Det var en rigtig spændende kulturel oplevelse, det må jeg indrømme. Da jeg så mødte på arbejde i dag, fik jeg af vide at en af de ansatte havde set mig på kirkegården med mine venner, så er man da ved at være lidt kendt i byen hva ;-)
I alt en rigtig spass weekend, men søndag trængte vi til en dag i solen. Kan I nu have det godt og nyde den kolde november måned, hihi.
Knus fra Helle
tirsdag den 28. oktober 2008
My Best Igan
Hej Alle sammen
Ja, så er billederne fra Singapore endelig blevet uploadet, det tog sin tid. De er desværre ikke helt i rækkefølge men håber I kan overskue det, hihi.
I lørdags var en stor dag for alle vores børn på arbejdet. Hvert år arrangeres der et projekt der hedder ”My Best Igan” som betyder min bedste ven. Hele idéen med det her projekt er, at børnene skal få en god og sjov oplevelse ovre i SM (Vores storcenter) Det er så den store Igan (som regel personalet og frivillige) som skal sponsorere barnet (mad, forlystelser osv). Mange af børnene har aldrig været i SM så det var lidt af en omvæltning for dem. Der er brugt rigtig meget tid og energi på projektet og Marlene og jeg kom da også med i arrangørgruppen, så vi havde også en lille finger på pulsen. I starten kunne det ikke lade sig gøre, at komme i SM på grund af pengene. De manglede sponsorer og derfor skulle det hele holdes hjemme i kravlegården, hehe. Marlene og jeg kom hurtigt i gang med, at finde på nogle sjove ting de kunne lave, eksempelvis sansekasse, dåsekast etc. Vi glædede os faktisk til at skulle lave det, men det hele blev ændret, da der kom nogle og ville sponsorere det hele. Personalet var selvfølgelig glade for det men Marlene og jeg havde nu lidt håbet på at vi kunne få lov at lave projektet hjemme.
Efter pengene var på plads, var det bare om at få det hele til at gå op. Hvert barn skulle have en stor Igan og det var jo selvfølgelig sådan at man skulle vælge hvem man ville have med. Marlene og jeg valgte meget pædagogisk at sige, at vi tog dem der var tilbage. De forstod det ikke rigtigt men accepterede det dog.
Dagen inden arrangementet hjalp Marlene og jeg til med at pynte op og gøre klar. Vi havde fået til opgave, at male en masse forskellige flag fordi der er international uge hernede. Det var rigtig dejligt at føle at man er en del af processen.
Lørdag klokken 8 skulle det hele begynde. Fra 8-9 var der registrering af Igans hvor man fik udleveret et ID kort, en svedklud, og børnene fik en lille taske med toiletpapir, en snack, en klud og en ble (til dem der bruger det) Jeg må sige at jeg blev meget overrasket over hvor mange ting de egentlig havde tænkt over, selv en lille svedklud til de voksne, hihi.
Marlene og jeg havde fået 3 børn som vi skulle være sammen med. Brødrene James og Justin og lille baby Brian. Det var første gang for alle tre så vi var lidt spændte på, hvordan de ville reagere.
SM åbnede først klokken 10, så fra 9-10 var der underholdning og velkomsttale og praktiske informationer. På forhånd var Marlene og jeg lidt spændte på, hvordan vi skulle få 5 timer til at gå i et storcenter med 3 små drenge. Vi besluttede os for at tage det stille og roligt, det var jo lidt op til os at finde ud af hvad de ville for vi forstod jo ikke rigtig hvad de sagde til os. Det skal lige nævnes at de er 1,2 og 3 år, så de har i forvejen ikke meget sprog. Det eneste der plagede os lidt var, at alle folk gloede på os og tænkte ”to hvide der lige får lettet deres samvittighed ved at sponsorere tre børn for en dag”, måske vi også selv ville tænke sådan, men når man arbejder med dem og kender dem rigtig godt, så vil man ikke have at folk tænker sådan.
Tiden gik dog stærkt og jeg tror helt bestemt drengene havde en god dag men de var dog lidt trætte da det hele var overstået – og det var vi også, hihi. Vi var hjemme igen kl 15 hvor der så var afslutningsceremoni. Der blev udleveret certifikater til alle de store Igans og sagt tak til alle der hjalp til. Jeg synes alt i alt, at det var et super godt arrangement og man kunne tydeligt se og mærke, at børnene havde haft en super dag. Det var også rigtig sjovt at se, hvordan alle børnene havde fået deres fineste tøj på og kondisko. Det var virkelig en stor dag for børnene og forældrene. Jeg synes det er rigtig dejligt at være en del af sådan et projekt og vi har et rigtig godt og tæt forhold til vores kollegaer og det er virkelig noget der betyder en masse.
Da vi mødte mandag morgen på arbejde, var stort set alle børnene syge (det havde de også været inden arrangementet) alle med feber eller lungebetændelse.
Ellers så håber jeg i nyder efteråret i Danmark… Så skal jeg nok nyde mine 35 grader, hihi.
Knus og kram
Helle
Ja, så er billederne fra Singapore endelig blevet uploadet, det tog sin tid. De er desværre ikke helt i rækkefølge men håber I kan overskue det, hihi.
I lørdags var en stor dag for alle vores børn på arbejdet. Hvert år arrangeres der et projekt der hedder ”My Best Igan” som betyder min bedste ven. Hele idéen med det her projekt er, at børnene skal få en god og sjov oplevelse ovre i SM (Vores storcenter) Det er så den store Igan (som regel personalet og frivillige) som skal sponsorere barnet (mad, forlystelser osv). Mange af børnene har aldrig været i SM så det var lidt af en omvæltning for dem. Der er brugt rigtig meget tid og energi på projektet og Marlene og jeg kom da også med i arrangørgruppen, så vi havde også en lille finger på pulsen. I starten kunne det ikke lade sig gøre, at komme i SM på grund af pengene. De manglede sponsorer og derfor skulle det hele holdes hjemme i kravlegården, hehe. Marlene og jeg kom hurtigt i gang med, at finde på nogle sjove ting de kunne lave, eksempelvis sansekasse, dåsekast etc. Vi glædede os faktisk til at skulle lave det, men det hele blev ændret, da der kom nogle og ville sponsorere det hele. Personalet var selvfølgelig glade for det men Marlene og jeg havde nu lidt håbet på at vi kunne få lov at lave projektet hjemme.
Efter pengene var på plads, var det bare om at få det hele til at gå op. Hvert barn skulle have en stor Igan og det var jo selvfølgelig sådan at man skulle vælge hvem man ville have med. Marlene og jeg valgte meget pædagogisk at sige, at vi tog dem der var tilbage. De forstod det ikke rigtigt men accepterede det dog.
Dagen inden arrangementet hjalp Marlene og jeg til med at pynte op og gøre klar. Vi havde fået til opgave, at male en masse forskellige flag fordi der er international uge hernede. Det var rigtig dejligt at føle at man er en del af processen.
Lørdag klokken 8 skulle det hele begynde. Fra 8-9 var der registrering af Igans hvor man fik udleveret et ID kort, en svedklud, og børnene fik en lille taske med toiletpapir, en snack, en klud og en ble (til dem der bruger det) Jeg må sige at jeg blev meget overrasket over hvor mange ting de egentlig havde tænkt over, selv en lille svedklud til de voksne, hihi.
Marlene og jeg havde fået 3 børn som vi skulle være sammen med. Brødrene James og Justin og lille baby Brian. Det var første gang for alle tre så vi var lidt spændte på, hvordan de ville reagere.
SM åbnede først klokken 10, så fra 9-10 var der underholdning og velkomsttale og praktiske informationer. På forhånd var Marlene og jeg lidt spændte på, hvordan vi skulle få 5 timer til at gå i et storcenter med 3 små drenge. Vi besluttede os for at tage det stille og roligt, det var jo lidt op til os at finde ud af hvad de ville for vi forstod jo ikke rigtig hvad de sagde til os. Det skal lige nævnes at de er 1,2 og 3 år, så de har i forvejen ikke meget sprog. Det eneste der plagede os lidt var, at alle folk gloede på os og tænkte ”to hvide der lige får lettet deres samvittighed ved at sponsorere tre børn for en dag”, måske vi også selv ville tænke sådan, men når man arbejder med dem og kender dem rigtig godt, så vil man ikke have at folk tænker sådan.
Tiden gik dog stærkt og jeg tror helt bestemt drengene havde en god dag men de var dog lidt trætte da det hele var overstået – og det var vi også, hihi. Vi var hjemme igen kl 15 hvor der så var afslutningsceremoni. Der blev udleveret certifikater til alle de store Igans og sagt tak til alle der hjalp til. Jeg synes alt i alt, at det var et super godt arrangement og man kunne tydeligt se og mærke, at børnene havde haft en super dag. Det var også rigtig sjovt at se, hvordan alle børnene havde fået deres fineste tøj på og kondisko. Det var virkelig en stor dag for børnene og forældrene. Jeg synes det er rigtig dejligt at være en del af sådan et projekt og vi har et rigtig godt og tæt forhold til vores kollegaer og det er virkelig noget der betyder en masse.
Da vi mødte mandag morgen på arbejde, var stort set alle børnene syge (det havde de også været inden arrangementet) alle med feber eller lungebetændelse.
Ellers så håber jeg i nyder efteråret i Danmark… Så skal jeg nok nyde mine 35 grader, hihi.
Knus og kram
Helle
Abonner på:
Indlæg (Atom)
