Min tur til Mindoro og Boracay

Hej Alle sammen

Så er jeg vendt tilbage fra min ferie med Trine. Turen gik både til Mindoro og Boracay. Jeg kan lige så godt starte med at advare om, at det bliver et lidt langt indlæg, da der er sket en masse, hehe.

Vi skulle afsted her fra Cebu den 17. november meget tidligt om morgenen og havde i flere dage prøvet at få printet vores billet til Manila ud, men dette ville ikke rigtig lykkedes. Vi tog i lufthavnen og satsede på, at det var nok bare at have vores bookingnummer. Til vores store overraskelse var der en Cebu Pacific (vores flyselskab) stand i lufthavnen hvor vi så lige kunne få den printet ud. Vi giver hende billetterne og venter utålmodigt på, at hun skal printe dem, men hun siger derimod at vores betaling ikke er gået igennem (selv om vi har fået en betalingsbekræftelse) så vi må betale det hele igen. Så var turen ligesom begyndt, hehe.

Da vi ankom til Manila, skulle vi med Taxi til den nærmeste busstation og derfra videre ned til havnen i Batangas. I Batangas skulle vi videre med båd til Puerto Galera på Mindoro. Jeg havde lavet en aftale med Stairway, det sted hvor jeg først skulle have været i praktik. Jeg var rigtig nysgerrig omkring stedet og blev derfor nødt til at besøge det.
Det ligger cirka 20 minutter i tricycle fra Puerto Galera havn. Der er en helt fantastisk natur og en meget hvid sandstrand, hehe. Vi blev budt velkommen med åbne arme og var meget imponeret over stedet og faciliteterne og efter at have snakket med Lars (Ham der leder stedet) fandt jeg ud af, hvor fedt det kunne være at arbejde dér rent pædagogisk. Rent psykisk ville jeg ikke kunne bo 6 måneder på det sted, så tror jeg simpelthen jeg ville få økuller, der var absolut ingenting udover naturen. Vi blev der og overnattede og vendte så næsen videre næste morgen mod næste destination.

Vi skulle videre ned sydpå på vestsiden af Mindoro, og på kortet så det helt ligetil ud. MEN, problemet var lige at der faktisk ikke er nogen vej fra Puerto Galera og ned, så vi måtte tilbage med båd til Batangas for derefter, at tage en båd til Abra De Ilog og derfra så videre med en van til vores næste stop, Sablayan. Efter at have været på farten siden kl. 7 om morgenen, ankom vi til en lille forladt by, Sablayan, cirka kl. 19. Der var ét hotel i byen og det måtte vi så nøjes med (Det var jo kun én overnatning). Efter en lang tur var vi selvfølgelig sultne, så det første vi gjorde var, at spørge efter et menukort. Han så en anelse forvirret ud, for det eneste de havde, var ris og tørret fisk. Hmm, hvad gør man så. Vi besluttede os for, at gå en tur ud og se om der dog ikke var et eller andet sted man kunne spise, men nej. Det endte med en tur i et lille supermarked hvor vi købte cup noodles og pringles, det var noget af et kulinarisk måltid, hehe. Værelset vi boede på, mindede mest af alt om en lille celle, der var en seng, et bord og en stol, lige på det tidspunkt var vi glade for, at det kun gjaldt én nat.

Næste morgen drog vi videre til en lille ø, Pandan Island, som er cirka 20 minutter i båd fra Sablayan. Her skulle vi dykke og forhåbentlig se nogle havskildpadder. Det er en lille ø med kun ét resort, men heldigvis serverede de i det mindste noget rigtig mad. Efter et godt måltid mad, skulle der dykkes. Det var mit første dyk efter jeg tog certifikatet, så jeg var en anelse spændt på hvordan det gik. Jeg fik heldigvis en rigtig god oplevelse med dykket og vi fik set en masse flotte fisk og hele 3 havskildpadder, så vi fik lige hvad vi kom efter, hehe. Efter en god gang frokost gjaldt det næste og sidste destination på Mindoro, San José.

Vi vidste godt, at busserne her på Filippinerne ikke er af samme standard som I Danmark, men den bus vi skulle tilbringe 5 timer i, var noget af det værste skrammel jeg længe har set, hehe. Inden jeg fortsætter bliver jeg vidst nødt til, at fortælle om mit ben. Om søndagen inden jeg tog af sted fik jeg et stik (tror jeg) som lignede lidt et myggestik med en lille sort prik i. Jeg tænkte ikke videre over det, og regnede med at det bare gik væk af sig selv. Det udviklede sig lidt dag efter dag og blev større og det gjorde faktisk også ret ondt når jeg gik. Da vi så sidder i bussen på vej til San Jose, går det først rigtig op for mig, at det måske ikke bare er noget der forsvinder. Jeg sad i 5 timer i en PROPFYLDT bus og holdte på min ”byld” med min ene hånd fordi det gjorde så ondt når bussen hele tiden hoppede. Efter at have fundet et hotel i San José og været ude og få lidt at spise, beslutter vi os for at tage til det nærmeste hospital, som kun lå 5 minutter væk fra hotellet. Vi kommer derned og får snakket lidt med en sygeplejerske som lige ser på det og ringer derefter efter lægen. Lidt efter kommer sygeplejersken ud til mig og siger at lægen er på vej, men hun var lige ude og spille tennis (her har klokken været omkring 21.30). Nåh, lidt tid efter kommer lægen så susende ind ad døren, meget nydelig og svedig, hehe. Hun ser lige hurtigt på det og mener jeg er blevet bidt af et bedbug og ordinerer noget penicillin til mig. Jeg skynder mig op for at købe det så jeg kan komme i gang med behandlingen med det samme. Hele næste dag, lå vi bare på værelset og så TV, da jeg ikke rigtig kunne gå så langt. Om eftermiddagen ringer vores flyselskab så til os for at fortælle at vores fly næste dag fra Manila til Caticlan (Boracay) er blevet aflyst og de ved endnu ikke hvornår vi kan komme med et andet fly. Humøret daler en anelse efter den besked, men vi var dog glade for at vi i det mindste kunne komme fra San José til Manila. For at gøre en meget lang historie kort, så kommer vi til Manila om formiddagen og de ved stadig ikke rigtig hvornår vi kan komme med et fly. Vi får af vide at vi er på stand by listen til flyet kl. 12.30 men det er helt booket og vi kommer derfor ikke med dér. Næste fly skulle så flyve kl. 15.45 så vi skulle komme igen kl. 15. Efter at have udvist lidt utilfredshed over situationen, fortæller vi dem at jeg har en aftale med en læge på Boracay som har noget medicin til mig, og han kunne ikke vente hele dagen på at jeg kom. Vi smurte lidt tykt på historien, men nu ville vi altså bare af sted. Tror det hjalp meget godt for vi kom som de eneste på stand by listen med på det næste fly.

Endelig sad vi i flyet på vej til Caticlan, og vi kunne nu drømme os til den hvide sandstrand der ventede os på Boracay. I lufthavnen blev vi hentet af en af de ansatte fra det hotel vi skulle bo på. Efter 20 minutter i en båd var vi fremme på Boracay. Vi skulle bo på et hotel som er ejet af en dansker og hans filippinske kone.
Efter at have fundet vores værelse og faldet lidt ned, spurgte jeg Jacob (ejeren) om han kunne anbefale en læge som kunne se på mit ben. Der var nemlig gået lidt hul på bylden og det havde ikke hjulpet med den medicin jeg fik. Det endte med, at både Jacob, hans kone og Trine gik med mig ned til lægen og fik kigget på det. Lægen blev lidt chokeret over synet og kunne ikke helt finde ud af hvad det var. Jeg kom ind og lå på briksen hvor han så ville kigge nærmere på det. Fordi jeg havde så mange smerter, valgte han at lokalbedøve rundt om bylden. Han tog en prøve af væsken for at se hvor meget betændelse der var. Han valgte dog at han ikke ville skære det ud endnu, han gav mig derimod nogle stærkere penicillin piller som jeg skulle tage 4 gange om dagen. Derudover fik jeg en creme jeg skulle smøre på 2 gange om dagen og så skulle det ellers bare pakkes ind i gaze, hehe. Efter at have ordnet alt det praktiske med papirer og piller og betaling, var jeg en smule fortumlet men samtidig var jeg glad for at det virkede som om jeg havde haft en meget kompetent læge i forhold til hende i San José. Jeg havde aftalt med lægen at jeg ville komme igen efter tre dage, det vil sige om mandagen for lige at få checket op på om pillerne hjalp. Får at det ikke skulle være nok, så begyndte jeg at få noget der lignede lidt det samme, på mit andet ben. Der var jeg lige ved at knække sammen, det kunne bare ikke passe. Den begyndte at blive lidt større men ikke meget (dog nok til at jeg blev lidt bekymret). Pludselig kunne jeg også se min badeferie blive skyllet ud i sandet. Inden solbadning til mig – den var altså ikke sjov. Heldigvis havde vi Tv på værelset så det kunne jeg da få tiden til at gå med. Trine hjalp mig rigtig meget med, at hente drikkevarer og kiks og hvad jeg nu ellers havde brug for. Der var så også lige det, at min ”byld” sidder på det nederste af mit baglår, så jeg kunne ikke selv komme til at rense det og tape det op, så hun var min faste sygeplejerske, og er det stadig, hehe. Det er dejligt at man har nogen der kan hjælpe i sådanne situationer. Jeg kom så til lægen igen mandag, og der var der sket en del fremskridt, men der sad stadig en stor klump betændelse. Han fortalte at han altså var nødt til at fjerne den, for de døde celler blokerede for de nye, så efter en meget smertefuld omgang sad han med en klump på størrelse med en stor rosin, føj. Trines hånd var vidst også blevet lidt følelsesløs i mellemtiden, hehe. Han satte så også min dosis af piller op til det dobbelte og gav mig nogle andre piller jeg også skulle tage, nu var der jo en byld mere han skulle have bugt med. Da jeg gik derfra lignede det jeg havde røvet et apotek (Der er vidst også et billede af alle pillerne). I tre dage skal jeg så tage 20 piller om dagen så jeg er lidt groggy for tiden, det er heldigvis sidste dag i dag (torsdag) hvor jeg skal køre med dobbelt dosis, puha.
Der skete ikke rigtig så meget mere på den tur, da jeg ikke rigtig var i stand til at lave noget og jeg var også meget døsig af alle de piller.
Aftenen før vi skulle flyve hjem til Cebu får vi sørme en sms fra vores flyselskab igen om at vores fly er suspenderet indtil videre og vi ville høre nærmere så snart de vidste noget. På det tidspunkt var vores lunte ret så kort må man sige. Trine ringede rundt til en masse numre og endelig fik vi så af vide at vi nok skulle komme af sted i morgen som planlagt. Da vi sad i båden på vej til lufthavnen var humøret en anelse presset, for vi kunne bare ikke overskue endnu et aflyst fly. Til vores store fornøjelse lettede flyet planmæssigt og vi var endelig på vej hjem til Cebu. Hold da op jeg var glad for at være hjemme igen efter sådan en tur. Jeg er stadig på penicillin men det går fremad med begge infektioner, så det går i den rigtige retning. Det var nu også dejligt at få set mor og far på skype igen, man bliver vel lidt forældre syg når man fejler noget, hehe. Marlene og hendes kæreste Martin kommer hjem i morgen efter en lille ferie.

Puha, det var lidt af en omgang, men det var en svær historie at gøre kort, hehe. Håber i overlevede. Jeg er en smule påvirket af alle de piller, så måske der er en smule fejl i teksten, hehe

Nu glæder jeg mig rigtig meget til, at Heidi kommer og besøger mig den 17. december og fejrer jul med mig, det bliver skønt at se hende igen. Derefter er jeg så heldig at Maria komme og holder nytår, så nu varer det ikke længe før jeg igen sidder i kolde Danmark.

Mange knus og tanker
Helle