Helle's praktik på Filippinerne

tirsdag den 28. oktober 2008

My Best Igan


Hej Alle sammen

Ja, så er billederne fra Singapore endelig blevet uploadet, det tog sin tid. De er desværre ikke helt i rækkefølge men håber I kan overskue det, hihi.

I lørdags var en stor dag for alle vores børn på arbejdet. Hvert år arrangeres der et projekt der hedder ”My Best Igan” som betyder min bedste ven. Hele idéen med det her projekt er, at børnene skal få en god og sjov oplevelse ovre i SM (Vores storcenter) Det er så den store Igan (som regel personalet og frivillige) som skal sponsorere barnet (mad, forlystelser osv). Mange af børnene har aldrig været i SM så det var lidt af en omvæltning for dem. Der er brugt rigtig meget tid og energi på projektet og Marlene og jeg kom da også med i arrangørgruppen, så vi havde også en lille finger på pulsen. I starten kunne det ikke lade sig gøre, at komme i SM på grund af pengene. De manglede sponsorer og derfor skulle det hele holdes hjemme i kravlegården, hehe. Marlene og jeg kom hurtigt i gang med, at finde på nogle sjove ting de kunne lave, eksempelvis sansekasse, dåsekast etc. Vi glædede os faktisk til at skulle lave det, men det hele blev ændret, da der kom nogle og ville sponsorere det hele. Personalet var selvfølgelig glade for det men Marlene og jeg havde nu lidt håbet på at vi kunne få lov at lave projektet hjemme.

Efter pengene var på plads, var det bare om at få det hele til at gå op. Hvert barn skulle have en stor Igan og det var jo selvfølgelig sådan at man skulle vælge hvem man ville have med. Marlene og jeg valgte meget pædagogisk at sige, at vi tog dem der var tilbage. De forstod det ikke rigtigt men accepterede det dog.

Dagen inden arrangementet hjalp Marlene og jeg til med at pynte op og gøre klar. Vi havde fået til opgave, at male en masse forskellige flag fordi der er international uge hernede. Det var rigtig dejligt at føle at man er en del af processen.

Lørdag klokken 8 skulle det hele begynde. Fra 8-9 var der registrering af Igans hvor man fik udleveret et ID kort, en svedklud, og børnene fik en lille taske med toiletpapir, en snack, en klud og en ble (til dem der bruger det) Jeg må sige at jeg blev meget overrasket over hvor mange ting de egentlig havde tænkt over, selv en lille svedklud til de voksne, hihi.
Marlene og jeg havde fået 3 børn som vi skulle være sammen med. Brødrene James og Justin og lille baby Brian. Det var første gang for alle tre så vi var lidt spændte på, hvordan de ville reagere.
SM åbnede først klokken 10, så fra 9-10 var der underholdning og velkomsttale og praktiske informationer. På forhånd var Marlene og jeg lidt spændte på, hvordan vi skulle få 5 timer til at gå i et storcenter med 3 små drenge. Vi besluttede os for at tage det stille og roligt, det var jo lidt op til os at finde ud af hvad de ville for vi forstod jo ikke rigtig hvad de sagde til os. Det skal lige nævnes at de er 1,2 og 3 år, så de har i forvejen ikke meget sprog. Det eneste der plagede os lidt var, at alle folk gloede på os og tænkte ”to hvide der lige får lettet deres samvittighed ved at sponsorere tre børn for en dag”, måske vi også selv ville tænke sådan, men når man arbejder med dem og kender dem rigtig godt, så vil man ikke have at folk tænker sådan.

Tiden gik dog stærkt og jeg tror helt bestemt drengene havde en god dag men de var dog lidt trætte da det hele var overstået – og det var vi også, hihi. Vi var hjemme igen kl 15 hvor der så var afslutningsceremoni. Der blev udleveret certifikater til alle de store Igans og sagt tak til alle der hjalp til. Jeg synes alt i alt, at det var et super godt arrangement og man kunne tydeligt se og mærke, at børnene havde haft en super dag. Det var også rigtig sjovt at se, hvordan alle børnene havde fået deres fineste tøj på og kondisko. Det var virkelig en stor dag for børnene og forældrene. Jeg synes det er rigtig dejligt at være en del af sådan et projekt og vi har et rigtig godt og tæt forhold til vores kollegaer og det er virkelig noget der betyder en masse.

Da vi mødte mandag morgen på arbejde, var stort set alle børnene syge (det havde de også været inden arrangementet) alle med feber eller lungebetændelse.

Ellers så håber jeg i nyder efteråret i Danmark… Så skal jeg nok nyde mine 35 grader, hihi.

Knus og kram

Helle

tirsdag den 21. oktober 2008

Singapore

Hej,

Så er jeg "hjemme" igen i Cebu efter en super dejlig uge i Singapore. Det var super skønt at være tilbage i en civiliseret verden igen. Det var nok mest de små ubetydelige ting der betød noget for os. Bare det, at der var fjernsyn og varmt vand på hotellet, var jo bare luksus :-) Jeg kan slet ikke få alle de ting vi har oplevet ned på skrift, da der er sket mange ting på kort tid så ved ikke helt hvor jeg skal begynde og ende. Jeg kan i hvert fald konstatere, at Singapore er mere end en lufthavn, hihi. Jeg synes der er rigtig hyggeligt og de små områder som Little India og Chinatown, gør det rigtig charmerende. Vi har været på det dyreste hotel, Raffles Hotel, hvor der kun findes suiter til 4000 kr. for en overnatning. Vi havde læst, at de havde en helt speciel drink som man bare MÅTTE smage - Singapore Sling - Det er en lidt stærk drink som mest smagte af hostesaft, men jeg var nu meget glad for den :-)

Så har vi været på Night safari hvor der var halloween tema, så der var en udvidet køretur hvor man kunne opleve lidt horror - og det var vi selvfølgelig friske på. Det var rigtig fedt at se dyrene og ja, jeg sad jo selvfølgelig yderst så måske jeg blev lidt forskrækket da vi kørte ind på ruten med uhyggelige mennesker :-( Den sidste dag skulle vi nå de sidste vigtige ting inden vi tog hjem. Vi startede med, at se Haw Par Villa og derefter tog vi hjem til vores "eget" center, hvor vi havde fundet en H.C Andersen café, der serverede meget lækre isdesserter. Vi proppede os med is som smagte ligesom i Danmark og var lige ved at sprække da vi var færdige. Det sidste vi skulle nå var at få en drink på en bar der hedder New Asia, som ligger på 71. etage på Swissotel. Der var en sindsyg flot udsigt og det var bestemt ALLE pengene værd :-)

Da vi sad i flyet på vej hjem, havde vi lidt svært ved at glæde os. Nu havde vi lige fået smag for en civiliseret verden igen og så skulle vi bare tilbage til slummen. Allerede dagen efter var jeg tilbage på arbejdet igen, så det var bare lige direkte tilbage til virkeligheden. Det var lidt mærkeligt (men også rigtigt rart), at jeg faktisk havde savnet børnene lidt og var glad for at komme tilbage. Vores udlandskoordinator fra seminariet har været hernede og besøge os mens jeg var i Singapore, så det var lidt ærgeligt planlagt, men jeg nåede dog at hilse på hende søndag inden hun skulle rejse videre mod Danmark. Det var rigtig dejligt at få en faglig snak og jeg synes det gav lidt inspiration til vores videre arbejde. Efter en uges ferie synes jeg også jeg har lidt mere overskud og energi ;-)

Seneste nyt er, at jeg er så heldig, at Heidi kommer og besøger mig fra den 16-29. december, så vi skal både holde jul og hendes fødselsdag sammen, det bliver super dejligt. Når jeg så har sendt hende afsted den 29, så kommer Maria den 30, vi skal så holde nytår sammen og slappe af på en hvid sandstrand og nyde lidt søskendehygge. Så man må sige, at jeg har mange ting og oplevelser at glæde mig til. Nu er jeg så nået halvvejs i min praktik, og jeg må sige at det er gået hurtigt, men jeg har selvfølgelig også oplevet den legendariske midtvejskrise. Det er jo lidt hårdt, at være væk fra min familie og venner - specielt for et familiemenneske som mig, hihi. Jeg er dog super glad for de hilsner jeg får, det er dejligt at høre lidt historier hjemmefra :-)

Der kommer billeder fra Singapore, så snart den gider at uploade dem. Arbejder på sagen :-)

Nu vil jeg slutte denne lange hilsen :-)

Knus fra Helle

lørdag den 11. oktober 2008

Moal Boal og Tops

Hej Alle sammen

Så er der nyt fra Filippinerne igen. Så har vi været ude og se lidt kultur igen. Vi var taget til et område her i Cebu city der hedder Berverly Hills hvor vi så Taoist Templet. Det var rigtig flot og der var en rigtig flot udsigt deroppe fra. Bagefter tog vi til Tops, som er en udsigtsplatform på toppen af Busai Hills. Der var en helt fantastisk udsigt over Cebu city og Mactan Island. Vi havde hørt at det skulle være rigtig flot at se solnedgangen, men da vi kommer derop, ser vi bare en masse store skyer der dækker det hele, så vi så aldrig en rigtig flot solnedgang, øv øv. Da det var blevet mørkt kørte vi ned til en italiensk restaurant og spiste.

Forrige weekend var Marlene, Julie og jeg så i Moal Boal, det er en by der ligger 3 timer i bus syd for Cebu city. Vi skulle til busstationen for at fange en bus (selvfølgelig) og vi kom selvfølgelig med en lidt handicappet bus hvor man skulle sidde tre mennesker på et tomandssæde. Da vi jo troede at man kun skulle sidde to, sad jeg alene foran Julie og Marlene. Jeg vidste selvfølgelig godt at der skulle sidde en mere, men jeg havde ikke regnet med to mere. Det var en MEGET lang tur, og jeg var glad da vi endelig nåede frem. Da vi steg ud af bussen, vrimlede det med folk der ville køre os ned til stranden. Vi tog en tricycle ned til det sted hvor hotellerne lå. Vi fandt et sted men nogle små hytter, der var meget billigt. Det var nok den kedeligste by jeg har været i, siden jeg kom. Der var absolut ingenting at lave og der var måske to-tre steder hvor man kunne spise. Om lørdagen tog vi en tricycle lidt længere sydpå, hvor vi skulle se Kawasan Falls. Vi skulle se i alt 4 vandfald og vi havde en guide der skulle føre an, så vi ikke farede vild :-) Det var en rigtig flot tur og nogle helt fantastiske vandfald. Ved det første og største vandfald, kunne man sidde på en tømmerflåde og blive sejlet ind under vandfaldene, det var virkelig en fed oplevelse, men man skulle dog holde godt fast på sine bikinitrusser, hehe. Efter vandfaldet tog vi hjem til hytten igen, da der ikke rigtig var mere at se. Vi slappede lidt af og gik ud og fik noget at spise og fandt så ud af der skulle være stor fest lige bag vores hytte og at den først sluttede klokken tre om natten. Så med en rungende bas hele natten, var der ikke meget søvn til os tre tøser. Marlene sad i 1½ time på toilettet og læste i en bog fordi hun ikke kunne sove. Søndag formiddag vendte vi snuden hjemaf igen og denne gang i en lidt bedre bus. Det var en afslappende weekend men det er næppe et sted vi tager hen igen.

Nede på arbejdet er Marlene jeg gået i gang med lidt morgengymnastik 2 gange om ugen, sammen med personalet. Marlene som er gymnastikpige, har lavet et program og jeg er bare deltagende :-) De synes det er helt vild sjovt og prøver det bedste de har lært, men man kan godt se at det ikke er noget der kommer så nemt til dem.

På mandag tager jeg en uge til Singapore sammen med Julie, Annika og Line, Vi skal nyde en storbyferie med varmt vand og fjernsyn på hotellet. I får næste opdatering når jeg kommer hjem derfra. Jeg lægger lige lidt billeder ind på 23 som I kan gå ind og se.
Håber ellers I nyder vejret i Danmark, hihi.

Knus og kram Helle