Så er det slut med mit store eventyr

Hej Alle sammen

Så er jeg ved at være ved vejs ende, så nu kommer mit sidste blogindlæg. Nu er det tid til at se tilbage på mit store eventyr her på Filippinerne. Jeg tog af sted den 30. juli fra Brøndby og var både nervøs og spændt på det jeg skulle opleve. Allerede fra dag 1 har jeg modtaget nye indtryk som skulle bearbejdes. Alle jer der læser dette indlæg ved udmærket godt hvor stort et familiemenneske jeg er og derfor har det også været en stor udfordring at skulle undvære min familie og mine venner. Jeg har på det her halve år været igennem en personlig rutsjebanetur. Det vigtigste var, at skabe en hverdag for mig selv så jeg ikke sumpede hen på mit værelse. Jeg gik på arbejde hver dag fra kl. 8.30-15 og trænede i fitnesscenter helst et par gange om ugen. Jeg har også brugt en del af mine weekender og ferie på at rejse rundt, både på filippinerne og var også en uge i Singapore. Der har boet ret mange danskere her på ”Grillen” så nogle gange havde jeg også brug for at være mig selv og koble af inde hos mig selv.

Inden jeg tog af sted var jeg lidt spændt på hvordan det skulle gå med Marlene og jeg, når nu vi skulle bo på værelse sammen i så lang tid og faktisk ikke kendte hinanden så godt. Det er gået over al forventning, heldigvis. Vi har været gode til at give hinanden plads og samtidig også støttet hinanden i de dårlige perioder. Vi er kommet rigtig tæt på hinanden og rejser herfra med et godt venskab, så det er bare super dejligt, hehe.

Rent arbejdsmæssigt har der også været op og nedture. I starten observerede vi meget og prøvede at finde ud af hvor vores plads var og hvordan det hele fungerede. Jeg blev måske lidt overrasket over hvor svært det var at få tillid til børnene i starten men når jeg nu tænker tilbage, så er det egentlig ganske naturligt. Vi så jo både anderledes ud og talte et sprog de slet ikke forstod. Vi har hele tiden benyttet os meget af kropssprog for det var den eneste måde vi kunne kommunikere med dem på. I nogle situationer kunne det godt være meget frustrerende men med lidt samarbejde fra vores kollegaer så gik det hele. Inden vi stoppede dernede, havde vi et evalueringsmøde og det var egentlig en rigtig god måde at stoppe på. Vi fik gennemgået en masse pædagogiske problemstillinger og en masse andre relevante emner. De har helt sikkert lært rigtig meget af os men vi har i hvert fald også lært nogle ting af dem. Marlene og jeg kom til at snakke om hvor store fremskridt der er sket med nogle af børnene siden vi så dem første gang, det er helt utroligt.
Det var rigtig svært, at sige farvel til alle børnene da vi havde sidste dag. Først tog vi afsked med børnene nede til feeding, og det var lidt sværere en jeg først lige havde forestillet mig. Der var en lille familie, som vi havde snakket rigtig meget med igennem hele forløbet, som havde skrevet et lille brev til os hvor han skrev, at han håbede at vi ville huske ham og hans søskende når vi kom hjem til vores eget land for de ville huske os. Det var simpelthen så sødt, og den ene pige begyndte helt at græde da vi gik. Meget overvældende oplevelse, det rørte mig meget dybt. Pa vej tilbage til arbejdet sad vi i bilen som forstenede og kiggede ud af vinduet, vi prøvede nok at undgå hinandens blikke for tårerne pressede sig meget på. Det var også rigtig svært at sige farvel til børnene hjemme i vores daycare center. De forstod ikke rigtig at det var vores sidste dag og at vi ikke kom tilbage, sådan er det jo med små børn, hehe. Vi havde mest af alt lyst til at tage Justin, James og baby Brian med hjem i vores tasker. Vi havde fået et rigtig godt forhold til alle vores kollegaer og vi har haft rigtig mange dejlige stunder med dem. Vi har været så heldige, at vi har fået set Filippinerne på en helt anden måde end hvis man var turist. Jeg vil aldrig glemme alle de søde mennesker jeg har været sammen med i det her halve år.

Vi har fået en masse tøj hernede fra Vesterled børnehave som vi har været nede med på arbejdet og de blev helt vildt glade, de var så rørte over at de ville give deres tøj til dem.

Der er helt sikkert en masse ting jeg ikke får skrevet om i min blog, da jeg nok har lidt svært ved at finde hoved og hale i alle de følelser der render rundt i kroppen lige nu. Jeg tror først at jeg rigtig finder ud af en masse ting når jeg er hjemme igen. Jeg har helt sikkert rykket mig meget personligt mens jeg har været her, det har været rigtig godt for mig, at komme ud og stå på egne ben og klare mig selv. I nogle perioder synes jeg dog at jeg har været LIDT for langt væk hjemmefra, men det er jo også sundt at opleve, hehe.

Nytåret blev holdt på festøen Boracay sammen med en masse andre danskere som vi kender. Det regnede godt nok det meste af dagen men da vi nåede hen af aftenen blev det dog okay vejr. Vi var omkring 11 danskere der spiste sammen og vi kom hurtigt i godt humør. Vi havde købt nogle truthorn som larmede RIGTIG meget og vi gik nærmest som en parade ned ad stranden, det var i hvert fald ikke svært at høre os (Tror også vi skabte ret meget opmærksomhed). Det var en helt fantastisk aften og rigtig dejligt at tilbringe den med Maria. I starten boede vi på et rigtig fint hotel lige ned til stranden, men omkring den 2. jan flyttede vi ned til ham danskeren som jeg også boede hos sidst. Vores pengepung rakte ikke helt til flere dage i luksus, hehe.

Jeg har lige sendt Maria af sted til Danmark her i går, det var lidt svært at sige farvel for vi har virkelig haft nogle fantastiske uger sammen, men jeg ved også at vi ses lige om lidt igen. Marlene og jeg er begge meget klar til at komme hjem så nu skal dagene bare gå hurtigt, hehe. Jeg håber at solen vil kigge frem her de næste par dage så vi lige kan få opfrisket farven inden vi vender hjem, hehe. Ellers har jeg bare tilbage at sige tusind tak til alle jer der har læst på min blog og som har skrevet til mig, det har været super dejligt. Jeg glæder mig rigtig meget til at se jer alle sammen når jeg på onsdag igen befinder mig på dansk jord. JUBIIIIIII.

En sidste varm hilsen her fra Filippinerne
Helle